Torsdag eftermiddag den 25. februar besluttede EU’s medlemslande i Rådet efter næsten fem års tovtrækning, at gå videre med et direktiv, der kræver at store selskaber skal aflægge offentlige regnskaber land for land. Det er et stort skridt fremad for gennemsigtighed i multinationale selskabers skatteplanlægning. Næste skridt er at undgå at skattely og erhvervslobbyen får udhulet direktivet.
12 år. Så lang tid siden er det, at jeg stod bag det første notat på dansk om land-for-land regnskaber. I torsdags kom vi et stort skridt nærmere virkeligheden for denne ide, som blev udviklet af skatteaktivister i Tax Justice Network tilbage i 2003.
Hvor nørdet kan det blive? Meget! Men det er vigtigt, selvom det lyder (og er?) utroligt kedeligt. Alligevel lykkedes det mig for 10 år siden, i forbindelse med et oplæg, at få 70 mennesker til at rejse sig med knyttet næve og råbe: ”Ændr de internationale regnskabsstandarder!”
Selskaber fifler med skat for milliarder
Hvert år undslipper multinationale selskaber flere hundrede milliarder dollars i skattebetalinger ved at flytte deres overskud i skattely. Udviklingslandene er de største tabere. De taber mindst $100 milliarder dollar årligt til skattefiflerier. Penge der kunne investeres i sundhed, uddannelse og udvikling, men i stedet ender i lommerne på verdens største selskaber og deres i forvejen velhavende ejere.
Når direktivet bliver vedtaget, så skal selskaber af en hvis størrelse vise for hvert land de er tilstede i, hvor meget de betaler i skat, omsætning, antal medarbejdere, overskud og værdier. Det vil gøre det muligt for ikke bare myndighederne, men også medier, forskere og civilsamfund at se og undre sig over, hvorfor store profitable selskaber ofte betaler meget lidt i skat, særligt i udviklingslandene.
Et eksempel kan være mineselskabet Glencore, verdens største råvarehandelsselskab, der har placeret sit hovedsæde i Schweiz. De ejer Mopani kobberminen i Zambia, men har i årevis ikke betalt skat i Zambia, men tjent milliarder i deres hovedsæde i Schweiz, hvor de er placeret i en kanton med en meget lav selskabsskat. Deres trick er at lægge store udgifter i mineselskabet i Zambia og store indtægter i et skattely som Schweiz. Fx har de solgt kobber fra minen til en relativt lav pris til hovedsædet i Schweiz, hvorefter de har videresolgt kobberet til Kina til markedsprisen. Det betyder, at mineselskabet ikke får overskud og ikke betaler skat i Zambia, mens overskuddet kunstigt flyttes til Schweiz. Det kalder man aggressiv skatteplanlægning. Men det er svært at se, fordi Glencore og andre multinationale selskaber aflægger et globalt regnskab til deres aktionærer, hvor man ikke kan se i hvilket land aktiviteter finder sted og overskuddet skabes.
Hvad nu? Er sejren hjemme?
Desværre, nej. Efter at medlemslandene efter fem års tovtrækning er blevet enige om et lidt tyndt kompromis, så skal de nu forhandle direktivet på plads i dialog med EU Parlamentet og Kommissionen. Heldigvis har Parlamentet en betydelig mere progressiv holdning til direktivet, end det kompromis, som landene blev enige om i torsdags. Landene inkluderer jo en række af EU's egne skattely som Irland, Luxembourg, Cypern, Malta og Ungarn, der alle stemte imod at gå videre med direktivet og har søgt at udvande forslaget.
Også erhvervslobbyen er på overarbejde for at søge at få så mange undtagelser ind i direktivet som muligt. Og det vil de fortsætte med under de kommende forhandlinger.
Alle lande skal med
Det vigtigste – helt afgørende – spørgsmål er, om direktivet kommer til at gælde alle lande, eller at selskaberne kun skal aflægge regnskab land for land for europæiske lande. Hvis resten af verdens lande bliver samlet i ét regnskab, så kommer direktivet ikke udviklingslandene til gavn. Derfor et det vigtigt, at Parlamentet sætter en rød linje og ikke accepterer en udvanding af direktivet. Det skal også komme udviklingslandene til hjælp, de er de største tabere ved hemmeligholdelse af regnskaber.
Undtagelser og huller
Det er også vigtigt, at få alle selskaber med over 300 millioner kroner i omsætning, i stedet for at sætte grænsen ved 5 milliarder kroner, som mange medlemslande søger at begrænse det til. Samtidig skal direktivet lukkes for alle de undtagelser, som erhvervslobbyen nu søger at få ind. Argumentet går på, at det er skadeligt for konkurrenceevnen for selskaberne, hvis de skal offentliggøre sensitive oplysninger. Det kan i enkelte tilfælde være relevant, men det skal være sjældne undtagelser og kun forsinke oplysningerne i max. ét år.
Danmark spiller en vigtig rolle
Danmark vedtog allerede under den tidligere regering med Rasmus Jarlov som Erhvervsminister en progressiv og ambitiøs linje for et direktivet. Denne linje er blevet endnu bedre under den nuværende regering og Erhvervsminister Simon Kollerup, og det er utroligt glædeligt at se, at regeringen arbejder for at direktivet skal omfatte offentliggørelse af regnskaber for alle lande i verden, at mange selskaber med og for at lukke for smuthuller. Samtidig er en række af de danske Europaparlamentarikere aktive fortalere for et ambitiøst direktiv.
Den progressive danske position er også hjulpet på vej af, at store danske selskaber som Ørsted, Salling Group, Mærsk og nok snart Novo Nordisk frivilligt er begyndt at offentliggøre regnskaber land for land. Samt at mange danske pensionsselskaber er begyndt at opfordre de selskaber, som de investerer i, til at offentliggøre regnskaber på den måde.
Mange års dialog med selskaber, investorer og politikere har båret frugt i Danmark. Nu skal vi ’bare’ have skubbet denne sejr helt i mål. Det vil være et meget vigtigt skridt mod at stoppe skattefiflerier og ikke mindst hjælpe udviklingslandene til at opkræve flere skatter til investering i sundhed og uddannelse til gavn for almindelige mennesker.