Jeg er ved at fordøje 14 dages Klimatopmøde, hvor jeg har løbet rundt i korridorerne til COP26 i Glasgow. Og de resultater, der er kommet ud af det. Jeg indrømmer, jeg har svært ved at finde optimismen, på trods af alle de skønne mennesker og aktivister, jeg også har været omgivet af i 14 dage.
Ingen penge til de fattigste lande
Det store svigt er, at de rige lande ikke vil påtage sig ansvaret for klimakrisen. Det bremser resultater på andre områder. Afrika og Latinamerika står hver for 3% af de historiske udledninger af CO2, mens de rige lande har skabt velstand på at fyre fossile brændstoffer af i 150 år. Derfor lovede de rige lande i København i 2009 $100 mia. dollar årligt til omstilling og tilpasning til de fattigste lande hvert år fra 2020. Det er ikke leveret, og bliver det nok først i 2023. Det var gift for de internationale forhandlinger fra starten af COP26.
På topmødet i år har betaling af tab og skader været et centralt krav fra de fattigste lande og de små truede østater. Klimakrisen skaber allerede nu orkaner, tørker og oversvømmelser, der koster fattige lande milliarder i tab og skader. De rige lande vil ikke tage ansvaret på sig for den skade vores overproduktion og overforbrug forvolder på de mennesker, der typisk har et CO2-aftryk, der er 30-40 gange mindre end en danskers. De fattige lande krævede en mekanisme til at finansiere tab og skader, hvilket blev afvist af EU, USA og andre rige lande.
Fra de rige lande, investorer og virksomheder bliver klimakrisen i stort omfang set som en mulighed for at sælge grøn omstilling. Investorer og selskaber vil rigtig gerne bidrage til at lave grøn omstilling, vel at mærke hvis de kan tjene et fortsat afkast på det. Det er mere interessant at bygge vindmøller end at hjælpe et land med at tilpasse sig klimakrisen ved at bygge dæmninger, eller for den sags skyld betale kompensation for de tab, som de lider.
Klimakrise, men ingen undtagelsestilstand
COP26 udmærkede sig ved at bygge på en fælles erkendelse af videnskaben og at vi er på vej mod 2,7 grader temperaturstigning. Men det afføder ikke en krisestemning blandt de rige lande.
Under Covid-pandemien er der brugt omkring $16.000 mia. dollars globalt fra regeringer til at holde hånden under økonomien, virksomheder og arbejdspladser, fordi der har været en undtagelsestilstand. I 2020 brugte verden ifølge IMF $5.900 mia. dollar på subsidier til fossile brændstoffer, som videnskaben entydigt siger skal blive i jorden.
Alligevel kan de rige lande ikke hoste op med sølle $100 mia dollar til omstilling og tilpasning i udviklingslandene, som de lovede tilbage i 2009. Eller betale for de tab og skader, klimakrisen har forvoldt på verdens mest udsatte mennesker
Her står den egentlige globale krise. Der er ikke villighed i de rige lande til at tage et opgør med vores overforbrug og overproduktion, der skaber klimakrisen. Og der er ikke villighed til at hjælpe de fattige mennesker, der ikke har fået del i det fossilt drevne velfærdsudvikling, vi har set i det globale nord gennem det sidste århundrede. Resten af topmødet er ævl og pæne ord.
Stop for fossile brændstoffer – desværre!
På trods af, at den fossile sektor havde en større delegation end selv de største lande, så var COP26 det første klimatopmøde, hvor olie, kul og gas for alvor kom på dagsordenen. 40 lande inklusiv Danmark har besluttet at stoppe offentlig støtte til fossile projekter i udlandet fra eksportkredit og udviklingsbanker. Andre har taget initiativ til at udfase kul, og ikke mindst lancerede Costa Rica og Danmark ”Beyond Oil and Gas Alliance” (BOGA), hvor 12 lande og regioner foreløbigt har lovet at stoppe med at give licenser til at lede efter mere olie og gas og sat en slutdato for produktionen. Det er for mig en stor succes, at der nu er en bevægelse væk fra offentlig støtte til fossile brændstoffer i udlandet, det har vi kæmpet hårdt for at Danmark støtter. Og det dansk ledte initiativ BOGA sætter en retning ud af den fossile tidsalder.
For første gang nævner en klimatopmøde-deklaration fossile brændstoffer og taler om nedskalering af kul. Det vakte i de sidste timer af topmødet frustration, at Indien fik ændret teksten fra ’udfasning’ af kul til ’nedskalering’. Indien insisterer på den uretfærdighed, at de rige lande er blevet rige på en fossil drevet udvikling, men klimakrisen nu ikke tillader lande som Indien at gennemgå samme udvikling. Derfor vil de have retfærdighed ind i omstillingen, så de rige lande skal gå foran og reducere brugen af kul, olie og gas hurtigere end de fattigere lande. Det forlyder, at Indien faktisk søgte at få olie og gas nævnt sammen med kul, men at bla. USA modsatte sig dette.
Olie og gas nævnes ikke i teksten. Det er klimamæssigt håbløst og dertil dybt uretfærdigt. Mens de rige lande gennem 150 år har skabt klimakrisen ved at afbrænde fossile brændstoffer, så er de nu på vej ud af kul, men vil gerne fastholde deres produktion af olie og gas. Derfor lægger USA og EU gerne presset på kul og de fattigere lande, mens de forsætter ekspansion og subsidier til olie og gas.
Men der er uhyggeligt langt igen. Alle de store olieselskaber og olieproducerende lande fortsætter ekspansion af olie og gas, stik imod videnskabens anbefalinger. De private investorer, herunder danske banker og pensionsselskaber fortsætter ufortrødent med at investere i olie og gas. Alene dette betyder, at verden ikke har en chance for at nå 1.5 gradersmålet, men sætter os på en kurs mod 3 grader, uanset de mange pæne og velmenende ord fra Glasgow om at øge de grønne investeringer.
1,5 grader?
Sloganet for COP26 har været ’keeping 1.5 alive’. Med det yderste af neglene kan det siges, at målet kan nås, hvis der kommer mere ambitiøse og troværdige klimaplaner fra verdens lande til næste år til COP27. Det var et konkret resultat fra Glasgow at landene til næste år skal komme med mere ambitiøse planer for at reducere CO2-udledningen.
Det skal vi tro på nytter. Men det kræver, at de mange løfter bliver indfriet. Hvis ikke vi får bremset ekspansion af olie, gas og kul er målet tabt. De fossile brændstoffer står for 75% af udslippene globalt.
Jeg har svært ved at bevare optimismen. Vi har et økonomisk system, der fortsætter udvinding, overproduktion og overforbrug, på trods af at videnskaben er krystalklar på at det driver os mod 3+ graders temperaturstigninger. Vores pensionsselskaber og banker investerer i fossile selskaber, fordi de fortsat giver afkast. Olierige lande fortsætter ekspansion for at give deres borgere højere levestandarder. Olieselskaber skovler milliarder ind, mens de systematisk modarbejder klimahandling. Vi har regeringer, der ikke tør tage tyrene ved hornene og sige, at det kommer til at have en omkostning for os alle at tilpasse og omstille os til klimakrisen. Ligesom det har en større pris, hvis vi ikke gør det.
De mennesker, der står i frontlinjen for klimaforandringerne, som flygter når de taber deres livsgrundlag til tørke og oversvømmelser, de bliver ikke hørt. Det er forsat de rige lande, der sætter dagsordenen til klimatopmøder. Det er os og vores overproduktion og overforbrug, der sætter de mest udsatte menneskers liv på spil, mens vi bevidst overhører desperate råb fra unge, kvinder og indfødte folk i det globale syd.
Den primære grund til optimisme er de unge verden over, hvis fremtid det hele handler om. De står klart og tydeligt frem og kræver handling. Både i Glasgow og i den tid der kommer i landene, hvor vi skal have lavet en grøn og retfærdig omstilling væk fra den fossile æra.