AF: Af Tim Whyte, amerikansk statsborger og generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.
Han er ikke på valg, men det er 100 procent i hans ånd, at jeg nu har brevstemt: USA's svar på Grundtvig, den store amerikanske filosof John Dewey. Med ham som guide kan vi genoprette det amerikanske demokrati
Da jeg for nylig afgav min brevstemme til det forestående amerikanske præsidentvalg, blev jeg naget af en tvivl: Er det her umagen værd? Bliver min stemme overhovedet talt eller bliver den kasseret af den hær af advokater, der efter valget vil forsøge at få manges stemmer erklæret ugyldige? Giver det stadig mening at opretholde mit statsborgerskab i et land, hvor det demokrati og de idealer, jeg holder så meget af, er alvorligt på afveje?
Min tvivl hænger blandt andet sammen med, at det i år tog betænkelig lang tid at få min stemmeseddel tilsendt. Til at begynde med tænkte jeg, at det nok bare skyldes de mange brevstemmer i år. Men snart blev jeg mere bekymret: kunne der være tale om fusk? Jeg kunne se på hjemmesiden tilhørende valgkontoret i Oregon, at min stemmeseddel var afsendt, men efter mere end en måned havde jeg stadig ikke modtaget den. Omsider nåede valgkortet frem og jeg fik stemt. Men jeg sad tilbage med et spørgsmål, som jeg tror, at mange amerikanere deler: hvordan er vi kommet hertil, hvor jeg så hurtigt kommer tvivl om min stemme overhovedet bliver talt i år?
Ja, der er i sandhed mange ting, der er usædvanlige ved valget i USA i år, men noget af det mest bekymrende er, at så mange almindelige vælgere på begge sider efterhånden har mistet tiltroen til det mest grundlæggende i det demokratiske teknikrum, nemlig evnen til at afholde et retfærdigt valg. Og med god grund. Præsidenten har tordnet mod de brevstemmer, som mange millioner amerikanere (fortrinsvis demokrater) benytter sig af under Coronakrisen. Nu har vi en uskøn blanding af tungt bevæbnede civile militser ved valgstederne, begrænsninger på hvordan brevstemmerne kan afleveres i nogle stater og en armé af advokater, der står på spring for at kassere stemmer.
Set fra Danmark kan det virke som en besynderlig måde at afgøre et valg på. Det er det også. Men det er vigtigt at huske på at USA's historie på sin vis er en lang kamp for at udvide valgretten. The founding fathers kampråb om at ”ingen må beskattes uden repræsentation” var mere epokegørende som idé end realitet. Fra borgerkrigen til kvinders valgret og borgerrettighedsbevægelsen har amerikanere lige siden kæmpet for at få lov til at stemme.
Men i modsætning til mange andre demokratier, så er øvelsen med at begrænse valgretten stadig i dag en aktiv del af særlig det republikanske partis strategi for at fastholde magten.
Under valget i 2000 fik republikanske advokater stoppet stemmeoptælling i Florida, hvor flere tusind stemmer blev erklæret ugyldige. Det var sandsynligvis afgørende for, at Bush vandt valget. Også den gang kaldte republikanerne det en kamp mod stemmefusk. Den gode nyhed er, at forsøget på at begrænse stemmeretten som regel motiverer folk til at kæmpe endnu hårdere for at få lov til at stemme. De foreløbige tal i år viser da også, at et historisk stort antal vælgere vil stemme i år.
Men selvom konflikterne omkring valgretten er gamle, er der alligevel noget særligt i år. For en ting er sikkert: uanset hvem der vinder i år, så vil der være millioner af amerikaner, der ikke anerkender resultatet. Det er et problem, der rækker ud over selve valghandlingen og handler om en dybere demokratisk krise i USA. Og det er her, at USA's svar på Grundtvig og/eller Hal Koch, den store amerikanske filosof John Dewey kommer ind i billedet
John Dewey sagde om demokratiet, at det er mere end en styreform. Det er en måde at leve sammen på. Jo mere jeg ser på mit andet hjemland nu, desto mere tænker jeg Dewey og hvad, vi har tabt.
Mange danskere forbinder USA med den ekstreme individualisme, der præger særligt det republikanske parti i dag. Men det er et forenklet billede af amerikansk kultur, samfund og historie, der ser bort fra en langt mere fællesskabsorienteret retning, der prægede størstedelen af det sidste århundrede.
John Dewey var helt central her. Han var den største amerikanske filosof og intellektuelle i første halvdel af det 20. århundrede, men han var også en socialaktivist, der spillede en afgørende rolle i opbygningen af det offentlige uddannelsessystem og forståelsen af demokrati og samfund. Meget af det, han sagde om demokratiets grundform, viser præcis, hvor landet er på afveje nu.
Se for eksempel på modstanden mod at gå med mundbind, som udefra kan virke helt uforståelig og som ifølge den amerikanske statsepidemiolog har gjort corona-pandemien væsentligt værre i USA. Præsidenten har sammen med en del amerikanerne gjort det til det spørgsmål om den enkeltes frihedsrettigheder.
Men Dewey ville sige, at de helt har misforstået frihed. En af Deweys grundlæggende pointer er, at frihed ikke er noget, vi er født med eller kan opnå alene. Det er noget, vi opnår gennem samarbejde med andre. Min frihed til at tage bussen, sende mine børn i skole, deltage i samfundet og generelt forblive levende midt i en pandemi er betinget af, at andre vil gå med mundbind, holde afstand og spritte af. Sagt på en anden måde: frihed opnås gennem samfundssind.
Dewey siger det samme om lighed. Og det er igen ret afslørende for de vidt forskellige måder, amerikanere ser på de store sociale bevægelser, BlackLivesMatter og MeToo. Republikanerne er allergiske over for al snak om systemisk racisme eller sexisme, fordi alle er født lige i USA og derfor er det en hån mod landet og deres selvforståelse at påstå, at folks forudsætninger er forskellige. AllLivesMatter. Men Dewey ville sige, at lighed er noget, vi skaber for hinanden. At vi åbenlyst er født med forskellige forudsætninger og perspektiver på livet, og samfundsopgaven må være at sikre, at alle har de bedst mulige forudsætninger for at udvikle sig.
Helt grundlæggende handler den demokratiske krise i USA ikke bare om en enkelt præsident eller præsidentvalg. Det handler om at den demokratiske kultur i USA skal genopbygges. Ifølge Dewey handler demokratisk kultur først om fremmest om tre ting: vores evne til at påvirke de små og store fællesskaber, vi er en del af, fællesskabernes evne til at hjælpe os med at opnå vores potentialer, og sidst men ikke mindst, vores mulighed for at kunne deltage i flere fællesskaber på kryds og tværs.
På alle tre områder er USA udfordret af den ekstreme økonomiske ulighed, der er udviklet gennem de sidste 40 år. Den sociale mobilitet er gået i stå i USA, så den amerikanske drøm i realiteten er langt mere tilgængelig i Danmark end den er i USA i dag. Det politiske system er dybt afhængigt af penge og har givet mange almindelige vælgere en oplevelse af, at de ikke kan påvirke det for alvor, uanset hvem de stemmer på. Og polariseringen i medier, uddannelsessystemer, indtægtsniveauer og selv valgkredsene er blevet så ekstreme, at de forskellige fællesskaber og grupper i samfundet nærmest lever i forskellige lande. De seneste års udvikling inden for sociale medier har kun gjort polariseringen mere ekstrem.
Det er på alle måder ikke det USA, jeg holder af og føler mig som en del af. Men når jeg alligevel vælger at holde fast i mit amerikanske pas, så er det fordi, der er anden historie om USA, som er værd at kæmpe for. Når jeg alligevel er optimistisk og vælger at bruge min stemmeret, så er det fordi, demokrati netop ikke er noget man har, men noget man arbejder på sammen. Det arbejde er uperfekt og ufærdigt, og det er lige præcis derfor millioner af amerikanere forsat engagere sig.
Bevægelser som BlackLivesMatter, MeToo og klimakampen har indenfor de sidste år inspireret ikke bare amerikanere men folk i hele verden. Og det arbejde forsætter.