Julie Koch, International Direktør, Mellemfolkeligt Samvirke
Hvordan bruger vi bedst de danske udviklingsmilliarder? Svaret er lige nu ved at blive udformet i en ny strategi for Danmarks samarbejde med udviklingslandene. Her er de gode argumenter for at satse på en håndsrækning til verdens unge.
I disse dage debatterer udviklingsministeren, relevante politiske ordførere, forskere og ngo’er, hvad der er vigtigt i den nye udviklingspolitiske strategi, der snart skal fremlægges. Strategien danner rammen om de 16 milliarder, Danmark årligt giver i udviklingsbistand, og det er derfor bydende nødvendigt at prioritere de rigtige indsatser. Alt tyder på, at det bedst er gjort ved at satse pengene på verdens unge.
Strategien skrives på et tidspunkt, hvor verden er i rivende forandring, ikke mindst i forhold til den måde, forandringer skabes på. I stigende grad protesterer civilbefolkninger mod deres lokale regeringers politik. Mellem 2009 og 2019 voksede protesterne i gennemsnit 11,5 procent årligt, og tager vi 2020 med, lever vi i den mest oprørske periode nogensinde, konkluderer en analyse fra foreningen Globalt Fokus.
Helt aktuelt protesterer civilbefolkningen i Myanmar i disse dage mod militærkuppet. I Polen går de på gaden for fri abort. I Uganda var der snesevis af protester mod Museveni op mod valget i sidste måned. I Libanon sagde befolkningen sidste år fra over for korruption, i Nigeria over for politivold, i USA over for racisme og politivold. I Hongkong protesterer indbyggerne mod et autoritært styre, og i Chile, Mexico og en række andre lande har MeToo-bevægelsen samlet kvinder (og mænd) i protest mod chikane og overgreb. Alt det har vi læst om i medierne. Men der var og er også massevis af mindre, lokale bevægelser, der går under radaren på vore breddegrader, som når unge kvinder i Kenya organiserer en online kampagne mod sexchikane på universitet, når en gruppe unge sætter sig for at ændre på nepotismen og korruptionen i Zambias politiske system, og når LGBTQ-aktivister sammen med religiøse ledere i Uganda insisterer på retten til at leve deres eget liv, som de ønsker, uden chikane. Faktisk var Afrika syd for Sahara den region, der oplevede den hurtigste vækstrate i protester mellem 2009 og 2019.
Protesterne er mangeartede og forskellige, men der er en række fællesnævnere. Ofte er det en konkret hændelse, der ’trigger’ protesterne, som i Chile, da prisen på en metrobillet blev sat op, i Libanon, hvor regeringen annoncerede, at brug af WhatsApp ville blive beskattet, eller – nok mest kendt – drabet på George Floyd i USA. Men bagved finder vi hver gang dybe frustrationer over en regering og et system, der ikke formår at gøre op med økonomisk ulighed eller politisk uretfærdighed.
Mens civilsamfundsorganisationer ofte arbejder for ændringer inden for systemet gennem for eksempel lobbyarbejde, går de lokale bevægelser efter at ændre selve systemet mere fundamentalt. Det er ikke strukturer, vedtægter og medlemskab, der er styrende for arbejdet, men derimod den forandring, der sigtes mod, og bevægelserne er mere uformelle og åbne i deres måder at virke på end etablerede organisationer. De gør flittigt brug af digitale virkemidler og platforme til at mobilisere støtte, skabe opbakning til fysiske events som demonstrationer, men også som en integreret del af protesten. Og bevægelser lærer og låner konstant af hinanden. I Sydasien blev trefingertegnet fra filmene i ’Hunger Games’-serien først brugt som symbol i protesterne mod diktaturet i Thailand. Nu bruges det mod kupmagerne i Myanmar.
En sidste og vigtig fællesnævner for bevægelserne er den store rolle, unge spiller i dem som aktive deltagere, men oftest også som drivende kræfter. Tænk blot på klimabevægelsen i Danmark, som i høj grad drives af unge.
Angreb på aktivister
Sideløbende med alle disse ofte ungdomsdrevne bevægelser har vi set en foruroligende indskrænkning i civilsamfundets råderum i en række lande verden over, hvor regeringer bruge alt fra restriktiv ngo-lovgivning over valgsvindel til chikane og drab på menneskerettighedsforkæmpere i repressionen. Alene i 2020 blev 331 menneskerettighedsforkæmpere dræbt. Et middel, der bliver mere og mere populært for at stække aktivister, er simpelthen at lukke internettet. I Afrika blev internettet lukket helt eller delvist 17 gange i 2017, mens det skete hele 25 gange i 2019, et tal, man må forvente kun er steget både i Afrika og globalt med de seneste internetlukninger i bl.a. Myanmar og Uganda.
Covid-19 har kun forstærket denne tendens til mindre råderum for civilsamfundet og aktivister. Flere steder bruger myndighederne coronaen som påskud for at indskrænke rummet for aktivisme yderligere. I en undersøgelse, som Mellemfolkelig Samvirke har forestået i oktober sidste år blandt 4.600 unge fra Kenya, Zambia, Etiopien, Nigeria, Palæstina og Bangladesh, fortæller 27 procent af de unge, at der mangler ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, og næsten en tredjedel rapporterer om øget politivold grundet covid-19.
I nogle tilfælde mobiliserer ungdomsbevægelser, netop fordi de oplever indskrænkning i deres demokratiske rettigheder, i andre tilfælde på trods, og i visse lande har regeringen desværre stor succes med at holde befolkningen i skak, som vi senest har set i Hongkong.
Udviklingsstrategi med fokus på unge
Og hvad betyder denne på en gang opmuntrende og bekymrende internationale udvikling så for Danmarks nye udviklingspolitiske strategi og prioriteringen af de 16 milliarder kroner? Det betyder, at strategien bør have et klart fokus på unge – på det, der er verdenshistoriens største ungdomsgeneration. For målet med dansk udviklingsbistand er basalt set at skabe positive forandringer for mennesker i udviklingslandene. Det kan bedst ske ved, at lokale forandringskræfter understøttes. Og de ændrer sig i disse år.
Derfor bør den nye strategi sikre, at unge tænkes ind i alle dele af strategien som forandringsaktører og ikke kun i relation til jobskabelse og antiradikalisering. Strategien skal sikre, at dansk udviklingsbistand er risikovillig, så den ikke kun støtter formaliserede organisationer med bankkonto og visitkort, men også aktivister, der driver mere uformelle bevægelser – og også i stater, der falder uden for gruppen af Danmarks samarbejdslande.
Andelen af udviklingsstøtte, der går til civilsamfund, skal øges fra 17 til 25 procent, og Danmarks engagement for menneskerettigheder i FN-systemet skal oversættes til øget konkret støtte til menneskerettighedsforkæmpere globalt, mens ulighed, demokrati og menneskerettigheder gøres til de bærende søjler i den nye strategi.
SÃ¥dan bruger vi bedst de danske udviklingsmilliarder.