Knud Vilby, Forfatter
Nogle gange er det helt uhyggeligt, så meget den store verden ligner den lille, og omvendt. Og nogle gange bliver det helt bibelsk: Jeg tænker på det med at de rige bliver rigere, og at de fattige skal fratages selv den smule de har – og ofte mere til, så de ender i uendelig gæld.
Det små og hjemlige først. Helt kort.
Når man sidder i et lille gældfrit rækkehus, kan man låne masser af penge, og det er stort set både rente- og afdragsfrit. Det kan få forbruget i gang, og hjulene til at gøre, og CO2-udslippet i vejret, hvis det skulle have haft en lille corona-pause.
Men er man hjemløs og på røven, og salget af ’Hus forbi’ er svigtet, fordi folk holder sig corona-indendøre, så er eneste chance måske et kviklån, og som jeg har hørt det, skal man være meget heldig, hvis renten holder sig omkring 25%. Så er man da også sikker på, at der ikke går for mange penge til pjat og overforbrug.
Og så det store og globale:
Når man lever i et rigt og velfungerende og veldrevet land som Danmark, hvor princippet ”Denmark first”, især gælder adgangen til vacciner, og alt det med at holde hjulene i gang og gerne vinde markedsandele, mens de andre er syge og vånder sig… Altså hvis man lever i Danmark, så har det sidste års tid jo vist, at man kan låne trillioner og trilliarder på de internationale markeder og vel at mærke gøre det gratis, det vil sige til en rente på nul.
Det er især, fordi de internationale markeder så godt kan lide netop os, og måske også fordi de tror, vi en gang kan betale tilbage. Og hvorfor skulle vi ikke kunne det. Enhver med forstand på penge ved jo, at kan man låne penge gratis, så kan man normalt også hurtigt få lavet nogle flere penge.
Men sådan er det mærkeligt nok ikke alle der har det, trods den internationale pengerigelighed. Forleden var der høring i udenrigsudvalget i Folketinget, fordi vi skal have en ny udviklingsstrategi. En række eksperter var indkaldt, og en af dem var den danske ambassadør i Kenya, Ole Thonke.
Corona har ikke endnu slået så hårdt til, som frygtet i Afrika (men den sydafrikanske variant breder sig og skaber ængstelse). Selv om det sundhedsmæssigt er gået knapt så galt som frygtet, er Afrika imidlertid rigtig hårdt ramt på økonomien. Et voldsomt økonomisk tilbageslag har sat Afrika et årti baglæns. Økonomien bløder, arbejdsløsheden sætter rekorder. Og Mattias Tesfaye frygter, at endnu flere vil sætte kursen mod Europa. Og hvad gør Afrika så?
Jo mange afrikanske lande har gæld, og nogle har fået udskudt gældstilbagebetalingen (ligesom danske virksomheder kan udskyde moms-betaling). Men derudover skal landene ud på lånemarkederne for at få likviditet og sikre sig mod endnu større tilbageslag. ”Og”, sagde Ole Thonke, ”afrikanske lande betaler 5-10% i rente på lån.
For mange år siden skrev jeg en lille bog, der hed ”Kampen mod de fattige”, hvori jeg påviste, at rigtigt mange internationale politisk-økonomiske virkemidler har det med at gøre de fattige endnu fattigere, mens de rige bliver rigere, selv når de siger, at de hjælper de fattige.
Det her er et godt eksempel.
Vi kan låne milliarder gratis, selv om vi i forvejen er plaget af overforbrug. Vi skal ikke forrente lånene, og afdragene kan vi tale om.
De har besvær med overhovedet at låne, og hvis de kan, skal de betale dyrt, så de med sikkerhed får en hastigt voksne gældsbyrde som de både skal forrente og afdrage.
Hvis corona en gang bliver overstået, vil vi endnu en gang være blevet rigere, og de vil være blevet fattigere.
Man kunne tro, at det så ville være muligt for os at hjælpe dem til hurtige corona-vacciner og i øvrigt med lidt ekstra bistand. Men nej. Når det gælder vacciner, hedder det EU og Danmark først, og når det gælder bistand, er der jo trods alt også en grænse for, hvor meget vi kan låne. Alene minkavlerne skal have væsentligt mere end vi giver i udviklingsbistand et helt år, og der må jo også være en grænse for hvor vildt vi skal belaste de internationale finansmarkeder. Så her sparer vi.