Corona-pandemien har fungeret som en fremkaldervæske for de udfordringer ulige samfund har. Og har samtidig i Danmark og resten af verden øget uligheden dramatisk.
”Sygdom er alle mands herre”, siger et gammelt ordsprog. Det er løgn! Pandemien har ramt skævt.
Corona-virussen rammer særligt folk, der bor tæt i mindre boliger, har jobs og hvor de er i tæt kontakt med andre borgere. Det er også nemmere at håndtere hjemmearbejde, hvis man har hus og have og sommerhus, end hvis man skal prøve at få studier eller hjemmearbejde til at fungere i en mindre bolig med familie og børn.
Ikke mindst verdens fattigste er ramt hårdt. I 2020 blev 119 millioner skubbet ud i ekstrem fattigdom og mere end en halv milliard mennesker er skubbet ud i fattigdom. Det er første gang i årtier at fattigdommen i verden er steget.
Et konkret eksempel er, at jeg har en del af min pensionsopsparing i mikrokreditter i Afrika. Værdien af disse midler er faldet med 5% i 2020 (modsat de voldsomme stigninger i det danske aktiemarked) fordi, som min bank forklarer, ”mange af de mennesker, der har fået kreditter, er døde, og så kan de jo ikke betale lånet tilbage.”
Krisen har været en fest i toppen af samfundet
Uligheden stiger i Danmark, det viser både en rapport om Ulighed i Danmark, som Mellemfolkeligt Samvirke udgav i januar og regeringens Ulighedsredegørelse fra december 2020.
Der bliver talt meget om den økonomiske krise i kølvandet på pandemien, men det er kun en krise for de mest udsatte og lavtlønnede, mens den økonomiske elite holder en økonomisk fest. DR har løbende opdateret økonomiske nøgletal for krisen:
Arbejdsløsheden er steget væsentligt med 31.000 personer, men samtidig har regeringens hjælpepakker holdt hånden under mange lønmodtagere, selvstændige og virksomheder. Modsat under finanskrisen har regeringen ført en stærkt ekspansiv finanspolitik og sprøjtet omkring 200 milliarder ud i samfundet til at modstå krisen.
I toppen af samfundet har det danske C25 aktieindeks aldrig stået stærkere. Efter et hårdt fald lige efter nedlukningen i marts 2020, så er indekset steget 56% det sidste år.
Der er mange også unge mennesker og uden de store formuer, der i det sidste år er begyndt at købe aktier og kan glæde sig over en fortjeneste. Det skaber en illusion om, at vi alle har glæde af de enorme kursstigninger. Men udover hvad vi ejer gennem pensionsformuerne, så er det i al væsentlighed de 10% rigeste, der ejer aktierne. De har øget deres i forvejen store formuer.
Mest markant kan det illustreres ved, at de 100 rigeste familier øgede deres formuer med 100 milliarder kroner fra september 2019 til september 2020, og de er formodentligt steget yderligere det sidste halve år
Boligmarkedet på steroider
Til stor overraskelse for mange økonomer så er boligpriserne også steget omkring 10% det sidste år. Det er er en skattefri gave til den halvdel af befolkningen, der bor i egen bolig, men selvfølgelig en særligt stor gave til de 10% rigeste med de i forvejen største boligformuer i de attraktive kvarterer med høje kvadratmeter priser. Mange boligejere har en arbejdsfri og skattefri indkomst fra stigningen i boligværdien, der er højere end arbejdsindkomsten for en gennemsnitlig lønmodtager.
De stigende boligpriser, særligt i København og Århus, gør det i stigende grad vanskeligt for almindelige mennesker at få råd til en bolig i byområderne.
Et økonomisk paradigmeskifte?
Modsat under finanskrisen for ti år siden, så har regeringer verden over, herunder den danske, under corona-krisen ført en stærkt ekspansiv finanspolitik, hvor der er optaget enorme mængder af gæld. Det har holdt hånden under både arbejdspladser og virksomheder og giver en helt anden mulighed for at Danmark og mange andre lande kan komme gennem krisen hurtigere og uden de samme sociale og økonomiske katastrofer, som vi så efter finanskrisen.
Det er et opgør med den neoliberalt inspirerede økonomiske politik, der i vidt omfang har været herskende siden Reagan og Thatcher i 1980’erne. I stedet for at skære ned og reducere statens rolle i økonomien, så har krisen givet en sundere balance mellem stat og marked og vist, at en stærk og velfungerende stat kan være afgørende for at redde både arbejdspladser og virksomheder gennem krisen.
Der er dog en meget væsentlig bagside af denne medalje, der ikke bliver diskuteret. I disse år opbygges der på den ene side enorme statslige gældsposter, der umiddelbart ikke er et makroøkonomisk problem, så længe renten er så lav, som den er i øjeblikket. Men samtidig opbygges der tilsvarende enorme private formuer. Mens gæld bliver et samfundsanliggende for os alle sammen, så bliver formuerne ophobet på stadig færre private hænder.
Det illustreres fx af, at verdens 2.189 dollarmilliardærer tilsammen havde opbygget en formue på svimlende $10.200 milliarder dollar i juli 2020. Det er en stigning i milliardærernes formuer på 27 procent i perioden fra april-juli 2020 og $1.300 mia. dollar mere end den hidtidige rekord i 2017. Den samlede gruppe af dollarmilliardærer har en formue, der stort set svarer til, hvad regeringer verden over havde brugt på hjælpepakker mod corona-krisen ved nytårsskiftet.
Den enorme vækst i aktiemarkeder, boligpriser og formuer hænger sammen med, at hjælpepakkerne også holder hånden under aktiemarkederne ved at pumpe penge ud i den finansielle sektor. På den måde bliver statslig gæld til private formuer.
Grøn genstart?
Corona-krisen har skygget for klimakrisen. I 2020 faldt udledningen af drivhusgasser for første gang i årtier, men vi er allerede i starten af 2021 tilbage i en stigende udledning og med kurs mod en temperaturstigning på 3-4 grader. Derfor er det bydende nødvendigt med massive investeringer i den grønne omstilling. Desværre har vi verden over set hjælpepakker, der i meget stort omfang holder hånden under den fossile økonomi i stedet for at bruge krisen som en kickstart til en grøn omstilling. En krise er altid også en mulighed for at gøre ting anderledes. Der er tegn i både EU's Green Deal og Bidens genopretningspakke på, at klimainvesteringer fylder mere, men det er langt fra en radikal omlægning til en grøn økonomi. Vi skal bruge den lave rente og behovet for at stimulere økonomierne til massive nv-investeringer i den grønne omstilling, som vi ligeså godt kan starte nu med massive statslige investeringer i vindøer, el-infrastruktur og bæredygtigt landbrug. En oplagt mulighed vil være at udstede grønne statsobligationer, som kan kanalisere den privat opsparede kapital over i grønne investeringer til en nul-rente.
En ny skattepolitik
Med den neoliberalt inspirerede økonomiske tilgang siden 1980 har vi set en massiv reduktion i skatterne verden over de sidste 40 år. Selskabsskatten er halveret i OECD-landene. Den personlige marginalskat er reduceret fra 70-80%, hvilket var normalen i USA, UK, Frankrig, Tyskland og Danmark frem til 1970erne, til ned mod 40-50%. Arveskat er sænket eller fjernet, og kun få lande har fortsat en formueskat. Det har fået uligheden til at eksplodere og samtidigt udsultet velfærdsstaterne.
Der er derfor behov for en radikalt anderledes skattepolitik verden over det næste årti for at finansiere velfærdsstater og krisepakker og reducere den enorme gæld opbygget af staterne.
Der er brug for en tilbagerulning af formuerne fra de få private hænder til statskasserne og fællesskabet og særligt en øget skat på de arbejdsfri indkomster fra formuer. Det vil samtidig bidrage til at reducere uligheden.
Derfor er det interessant, at den konservative regering i UK netop har lanceret en stigning i selskabsskatten fra 19% til 25% i erkendelse af, at der er behov for flere statslige indtægter til at finansiere krisepolitikken, det pressede sundhedssystem og den voksende gæld. Det samme er på vej fra Biden i USA.
I Danmark er det åbenlyst et problem, at boligmarkedet fortsat leverer arbejdsfri og skattefri indkomster til de mest velstående. I forbindelse med skandalerne i det udsultede SKAT om vurderingen af boligpriserne vedtog et bredt flertal i Folketinget at skyde boligskatten til hjørne. Ingen af magtpartierne i Danmark tør reelt røre ved boligskatten af frygt for at blive straffet af vælgerne, selvom der særligt blandt yngre mennesker er en stigende frustration over boligmarkedets eksklusion af unge mennesker og den enorme værdioverførsel til de i forvejen mest velstillede. Vi skal have etableret en model til at beskatte de enorme arbejdsfri indtægter fra boligerne.
Aktieformuerne er også underbeskattet. Vi kalder det investeringer, men reelt er køb af aktier spekulation, der ikke umiddelbart fører til ny likvid investeringskapital i selskaberne, men i stedet ofte er målrettet en stigende aktiekurs, der udløser store kapitalgevinster for de 10% rigeste. Aktie- og kapitalafkast bør beskattes som almindelig lønindkomst, det vil for de fleste aktionærer sige topskat, da de arbejdsfri kapitalgevinsterne ofte kommer oven i de i forvejen største lønninger. Parallelt bør rentefradraget afskaffes, da det overvejende er et tilskud til de formuende mennesker med høje boliglån.
Arveskatten skal øges og gøres progressiv, sådan som det egentlig også ligger i regeringens planer. Samtidig skal vi have genindført en formueskat, der fx kan starte efter de første 5 millioner kroner i formue og stige for formuer over 30 millioner kroner.
Disse skattetiltag skal følges af en forstærket indsats mod skatteundvigelse, både fra store selskaber og fra de ultra-rige. Heldigvis har de sidste ti års indsats for større gennemsigtighed i skattely og selskabers ejerskab gjort det vanskeligere for selskaber og formuer at gemme sig i skattely. Det gør det derfor også muligt at beskatte formuer, da det i dag er vanskeligere at gemme sin formue. Man kan sige det sådan, at transaktionsomkostningen ved skatteundvigelse til rådgivere og banker vil være højere end den skat, man potentielt kan spare.
Indsatsen mod skattely og skatteundvigelse kræver et internationalt samarbejde om en ny måde at beskatte selskaber på, ikke mindst den digitale økonomi. Danmark kan gå foran i EU for en styrket beskatning af de digitale selskaber og for en nytænkning af måden vi beskatter store selskaber på. Her ska l ikke mindst også de fattige landes interesser tilgodeses.
Krystalkuglen
Pandemien har øget uligheder i samfund og globalt, og de rige landes skamløse monopolisering af vacciner gør denne problematik endnu værre. Men samtidig står vi overfor en nytænkning i den økonomiske politik, der sætter spor i nogle af verdens førende økonomier, og i institutioner som Verdensbanken, IMF og EU. Der er en stigende forståelse for behovet for en grøn omstilling, men desværre ikke viljen til at handle i det nødvendige tempo.
Vi ser millioner af mennesker komme i klemme, og vi ser kraftige reaktioner fra særligt unge, der i frustration over autoritære og korrupte magthavere går på gaden og kræver forandring.
Det giver mig et håb om, at vi kan komme videre med en grøn investeringsbølge, men jeg mister troen på, at vi i den eksisterende økonomiske model kan tage det nødvendige opgør med overforbrug og klimaødelæggelser, der for mange danskere vil kræve markante omlægninger af forbrug og livsstil.
Jeg ser en anden tilgang til økonomisk politik, der muliggør en grøn omstilling finansieret med statslige investeringer og stærk regulering af økonomien ud af en fossil fortid. Men jeg er også bekymret for, at vi ikke samtidig får taget opgøret med den stigende ulighed og jeg begynder at miste troen på, at den Socialdemokratiske regering tør tage det nødvendige sociale opgør og øge beskatningen af de enorme arbejdsfri indkomster og formuer, som er nødvendigt for at fordele byrden bedre og finansiere den grønne omstilling.
Det formentlig igen de unge vi skal sætte vores lid til, der skal tage initiativet i egne hænder, som de gjorde da de fik sat klima på den danske og globale dagsorden.