top of page

Patenter og overprofit før sundhed

Lars Koch, Politisk chef, Mellemfolkeligt Samvirke


Lægemiddelindustrien, Dansk Industri og Dansk Erhverv siger i Politiken den 13. maj klart fra over for at åbne patenter til Covid-vacciner.


Det kan jeg godt forstå, selvom det ikke er danske patenter. Det handler om at forsvare de enorme profitter, som patenter sikrer medicinalgiganter som Novo Nordisk. Novo Nordisk er lige kommet ud af første kvartal 2021 med et driftsoverskud på små 15 milliarder kroner ud af en omsætning på små 35 milliarder. Et enormt overskud i forhold til omsætningen. Så store overskud vil ud fra gængs økonomisk teori på et velfungerende marked få konkurrenter til at komme ind med konkurrerende produkter til en billigere pris. Det kan patenter bl.a. være med til at forhindre. Inden for økonomisk teori kalder man det unormal profit eller overprofit.


Novo Nordisk har dertil lagt en stor del af deres patenter i Schweiz, hvilket har givet en klækkelig skatterabat for selskabet.


Pfizer, der står bag en af Covid-19 vaccinerne, har netop annonceret, at de regner med at få indtægter på 161 milliarder kroner på deres vaccine, alene i 2021. Det svarer til 20 kroner pr menneske på jorden.


Jeg har sådan set ikke noget mod, at medicinalgiganterne tjener penge. Og jeg anerkender fuldt ud, at de har bidraget til en lynhurtig udvikling og produktion af effektive vacciner mod den globale pandemi.


Men jeg finder det stærk usympatisk, at mens verden er ramt af en historisk pandemi, der lige nu særligt hærger udviklingslande som Indien og i Latinamerika, og blot venter på at tage fat på Afrika, så fastholder nogle af verdens største og mest indbringende selskaber, at de ikke vil være en del af løsningen, hvis de ikke kan fastholde deres overprofit på vacciner via patenter.


Lægemiddelindustrien, DI og DE skriver et langt forsvar for patenter som det, der driver innovation i medicinalbranchen.


Medicinalbranchen ’glemmer’ at oplyse, at deres forskning og udvikling jo bygger på offentlig finansieret grundforskning fra universiteter. Regeringer verden over har brugt omkring 600 milliarder kroner på den succesfulde og hurtige udvikling og produktion af vacciner i tæt samspil med medicinalselskaberne.


Jeg accepterer ikke, at det er nødvendigt, at medicinalbranchen har overnormale profitter for at skabe udvikling. Og det er jo ikke, fordi vi foreslår ophævelse af alle patenter. Konkret foreslår vi ophævelse af patenter på Covid-19 vacciner, fordi vi står midt i en pandemi med fatale humanitære og økonomiske konsekvenser, særligt for verdens mest udsatte mennesker.


Verdensmålene stiller krav om at åbne patenter under pandemier

I FN’s 17 verdensmål, som alle de store medicinalselskaber tilslutter sig, er det faktisk indskrevet i mål 3B, at ”Forskning og udvikling af vacciner og medicin til behandling af smitsomme og ikke‑smitsomme sygdomme, der primært påvirker udviklingslande skal støttes, og der skal sikres adgang til livsvigtig medicin og vacciner til en overkommelig pris i overensstemmelse med Doha-erklæringen om TRIPS-aftalen og Folkesundhed, som bekræfter udviklingslandenes ret til i fuldt omfang at anvende bestemmelserne i TRIPS-aftalen vedrørende fleksibilitet i beskyttelsen af folkesundheden, og især skal der sikres adgang til medicin for alle


Efter erfaringerne med HIV/Aids pandemien i slutningen af sidste århundrede, hvor folk i udviklingslandene døde i hobetal, fordi de ikke havde råd til de stærkt opskruede priser på medicin, så er det blevet indskrevet i WTO-aftalen og Verdensmålene, at lige netop under en pandemi, som den vi oplever lige nu, dér skal sikres fleksibilitet med patenter, så fattige mennesker ikke skal dø af sygdomme, fordi de ikke har råd til vacciner.


Alligevel stritter medicinalbranchen igen imod at åbne patenter og øge produktionen til kostpris.


Først og fremmest er det stærkt uetisk at lade folk dø af sygdomme, som de nemt kan vaccineres mod. Så af rent humanitær og etiske årsager burde medicinalselskaberne gøre alt hvad de kan for at sikre en øget produktion af vacciner.


Kan vi øge produktionen af vacciner?

Argumentet imod at ophæve patenterne for Covid-vaccinerne er, ud over et generelt forsvar for patenter, at det ikke vil øge produktionen, fordi lande som Indien ikke er dygtige nok.


Det er noget af en påstand overfor et land, der er blandt verdens største producenter af vaccine. Jeg anerkender at vaccineproduktion er kompliceret. Derfor skal selskaberne ikke bare åbne patenterne, de skal også hjælpe med at opbygge den teknologiske og vidensmæssige kompetence til at få produktionen op at stå.


Vi kan ikke lade stå til. Mens rige lande som Danmark og de store medicinalseksaber modsætter sig åbning af patenter og ikke bidrager til at øge en produktion til gavn for de fattigste mennesker i verden, så dør der 13.000 mennesker dagligt med Covid-19, primært i udviklingslandene.


Det værste er, at Lægemiddelindustrien, DI og DE ikke kommer med nogle alternative forslag til, hvordan fattige mennesker verden over skal sikres adgang til vacciner. De kunne fx foreslå, at vacciner fordeles således, at sundhedsmedarbejdere og ældre kommer først i køen, uanset om de er rige eller fattige. Eller de kunne forklare, hvordan de vil øge produktionen, og fx foreslå, at medicinalindustrien sælger vacciner til udviklingslandene til produktionspris.


Det er for nemt at sidde og se sin overnormale profit vokse, mens den største del af verden ikke har råd til de vacciner, som de skaber deres profit på.

38 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page