Vi ser i disse måneder små revolutioner i den økonomiske politik verden over, som reaktion på corona krisen. Og som reaktion på 40 års markedsfundamentalisme.
Siden 1980’erne med Reagan og Thatcher har en markedsfundamentalistisk økonomisk teori domineret verden. Også de socialdemokratiske velfærdsstater. Statens rolle er blevet nedtonet, skatterne på selskaber, formuer, høje indkomster og kapital er reduceret. Besparelser på velfærd og nedskæringspolitikker har triumferet.
Men der er en lille revolution under opsejling, der kan blive til et reelt paradigmeskift i økonomisk politik. Og sjovt nok er det en 78 år gammel præsident i USA der er blandt bannerførerne.
Biden har foreslået en minimums selskabsskat på 21% på multinationale selskaber, hvilket kan blive til et reelt opgør med skatteundvigelse gennem skattely. Der er et kæmpe fremskridt, hvis det lykkes.
Men der er – som sædvanlig – en række djævle i detaljerne.
For det første foreslår Biden 21% som minimums selskabsskat. Men når det skal forhandles på plads i OECD, så vil mange lande trække procenten ned mod 12,5%. Det er ikke
ambitiøst, og Bidens ellers progressive forslag er langt fra ambitiøst nok.
For 40 år siden, før angrebet på skatter og velfærdsstaten satte ind, var selskabsskatten i OECD-landene i gennemsnit omkring 50%. I dag er gennemsnittet lige omkring 25%. Der er ingen grund til, at vi ikke skal have selskabsskatten op på 50% igen. Selskabsskat er i praksis en skat på de rigeste, og mange store selskaber har i øjeblikket enorme overskud og formueuligheden stiger, begge dele i høj grad skabt af et opsving efter pandemien finansieret af vores fælles statskasser.
For det andet vil den model, der er på bordet fra USA og fra OECD, primært tilgodese de lande, hvor selskaberne har hovedkvarter. Udviklingslandene, der ellers er de største tabere fra selskabers aggressive skatteplanlægning gennem skattely, vil ikke umiddelbart få nogen gevinst af den foreslåede model. De store selskaber er helt overvejende hjemmehørende i OECD-landene, og hvis selskaberne kun bliver beskattet med nul eller en lav skat i et skattely, så vil det være hjemlandet, hvor hovedsædet ligger, der kan beskatte op til de 21%. Det vil ikke umiddelbart komme de fattigste lande til gavn undtagen i det omfang, at der bliver mindre incitament til at flytte overskuddet ud af udviklingslandene i skattely, fordi det alligevel bliver beskattet.
For det tredje løser det ikke det grundlæggende problem, at selskaber kan flytte rundt på overskud mellem lande. Alle er enige om princippet som OECD har formuleret om, at selskaber skal betale skatten dér, hvor overskuddet bliver skabt. Det er ikke tilfældet i dag og vil heller ikke være tilfældet med en global minimumskat. Derved kan det gode forslag om at sikre en minimumsbeskatning underminere det langsigtede mål om, at selskaberne skal betale skat i de lande, hvor overskuddet skabes.
Dette mål kan nås ved at lave en beskatning af multinationale selskaber ud fra deres globale overskud som de fremlægger i de globale regnskaber. Dette overskud skal beskattes – man kalder det enhedsbeskatning. Det kan ske ved at fordele overskuddet til beskatning efter en formel til alle de lande, hvor selskabet er tilstede. Formlen skal ud fra salg, medarbejdere og værdier i landene definere, hvor overskuddet skabes, og overskuddet fordeles til beskatning i alle landene. Det vil også komme udviklingslandene til gavn.
Det positive er, at der er et opbrud i gang med 40 års markedsfundamentalisme og ræs mod bunden i beskatning af selskaber, formuer og høje indkomster. Vi er langt fra i mål. Men det er vores opgave som fortalere for et mere retfærdigt skattesystem – tax justice campaigners – at sætte barren højt og kræve en reel forandring, ikke bare småjusteringer af det system, der har skabt en ekstrem ulighed gennem de sidste fyrre år. Der er rigeligt med interesser, der vil gøre alt for at kaste sand i reform hjulene og fastholde et system, der grundlæggende kun er til gavn for de allerrigeste.