Den økonomiske krise rammer udviklingslandene med fuld storm i halen på pandemien. Men Danmark svigter støtten til landenes egen skatteopkrævning, så de på lang sigt kan finansiere deres egen udvikling. Det kan Danmark rette op på i en ny udviklingsstrategi, der skal udarbejdes de kommende måneder, hvis Danmark sætter reduktion af ulighed i centrum.
Mange lavindkomstlande kæmper for at finde penge til sygeplejersker, læger og lærere under den økonomiske krise der er fulgt efter pandemien. Samtidig med at de oplever minus-vækst, så falder staternes indtægter fra skatter, turisme og handel, der ellers kan bidrage til at finansiere sundhed, uddannelse og et sikkerhedsnet for de svageste.
Løftet fra 2015 om støtte til at mobilisere skatter
Da verdensmålene blev vedtaget i 2015 etablerede man samtidig Addis Tax Initiative som et væsentlig element i at finde pengene til verdensmålene. Danmark og mere end 40 andre lande gik sammen om et løfte om at fordoble støtten til mobilisering af skatter frem mod 2020 og samtidig sikre, at skattepengene bliver investeret i verdensmålene.
Dette løfte har Danmark svigtet fatalt. Støtten skulle være øget til 98 mio. kroner i 2020, men er i stedet reduceret til sølle 9 mio. kroner. Nedenstående figur illustrer udviklingen.
Det står uklart hvorfor skiftende regeringer har nedprioriteret området. Danmark har under både den tidligere borgerlige regering og endnu mere under den nuværende regering, været en aktiv forkæmper mod skattely. Og der er en klar forståelse i Danida af betydningen af, at landene selv kan mobilisere penge til udvikling. Støtte til skattemobilisering er afgørende for at lande kan opbygge velfungerende stater, der kan sikre gode offentlige services og skabe grundlaget for vækst og udvikling. Det er også afgørende for at reducere uligheden i landene.
Denne tankegang ligger i direkte forlængelse af de nordiske velfærdsstaters forståelse af en social kontrakt mellem borgere, erhvervsliv og stat. Norge og Sverige giver da også betydeligt mere i støtte til skat, og Finland har netop vedtaget en ambitiøs politik for støtte til skattemobilisering i udviklingslandene. Nedenstående graf viser, hvordan Danmark sakker bagud i forhold til de andre nordiske lande med at indfri løftet om at fordoble støtten til skattemobilisering.
Skattereformer og den sociale kontrakt med borgerne
Halvdelen af lavindkomstlandene har en har en skatteindtægt, der er under 13% af BNP, hvilket bliver regnet som minimum for at finansiere en fungerende stat. IMF vurderer, at skatteindtægten kan øges med 5% af BNP de næste ti år og derved blive et væsentligt bidrag til finansiering af verdensmålene.
En markant stigning i skatteindtægterne er ikke nemt, mulighederne er meget forskellige land for land, og det er helt afgørende hvordan midlerne bliver brugt, hvis ulighed og fattigdom samtidig skal bekæmpes. Men det er helt afgørende at sætte ind for at øge skatteindtægterne.
En stat kan ikke fungere uden en rimelig skatteindtægt. Det er samtidig svært at overbevise borgere og selskaber om, at de skal betale skat, hvis de ikke kan se resultater og udbytte af statens investeringer. Det være sig i form af gratis gode skoler, anstændig sundhedshjælp, gode veje og meget mere. Det kalder man den sociale kontrakt mellem borger og stat. Derfor skal øgede skatteindtægter rejses på en retfærdig måde, og skattemidlerne skal investeres til gavn for borgerne og sikre en retfærdig omfordeling. Således kan det i bedste fald bidrage væsentligt til at opbygge tillid og god regeringsførelse, hvor borgene også vil holde staten ansvarlig for, at statens penge anvendes fornuftigt. Det er den potentielt gode spiral, som dansk udviklingsbistand kan understøtte.
Men det kræver først og fremmest at støtten til det enkelte land er tilpasset landet, at landet selv har ejerskab til de nødvendige reformer og at dansk udviklingsbistand er baseret på en stærk kompetence og viden på området. Ellers kan Danmark i værste fald støtte skatteopkrævning fra de fattigste og offentlige services, der mest kommer de rigeste til gode og derved øge uligheden.
Progressive skatter
Som sagt er det forskelligt fra land til land, hvilke skattereformer, der er de rigtige. Men helt overordnet er det vigtigt at lade de bredeste skuldre betale den største del af skatterne. Det kalder man progressive skatter. Nedenfor vil jeg kort gennemgå de vigtigste progressive skattereformer, der skal tilpasses land for land, hvor Danmark kan spille en rolle, særligt i et potentielt samarbejde med de andre nordiske lande.
Tab til skattely: IMF vurderer, at udviklingslandene har et større tab i forhold til BNP til skatteundvigelse fra multinationale selskaber end OECD-landene har. Derfor skal Danmark og EU internationalt arbejde for tiltag mod skattely og selskabers skatteundvigelse, der også kommer udviklingslandene til gode. I det enkelte lavindkomstland kan Danmark støtte særlige enheder, der sikrer beskatning af ’store skattebetalere’ og hjælpe med at udforme politikker som dem, vi har udviklet i Danmark, der vanskeliggør skatteundvigelse.
Undtagelser og skatterabatter: I mange lavindkomstlande forhandler store selskaber og indflydelsesrige grupper sig til særlige skatterabatter. Det kan være mineselskabet, der ikke skal betale skat de første 5-10 år, teleselskabet, der får særlige lukrative investeringsvinduer, og mange andre ’forhandlede’ tilskud og rabatter. Denne type skatterabatter gør skattesystemet skævt og landene mister store indtægter. En analyse fra Mellemfolkeligt Samvirke fra 2017 viser, at afrikanske lande syd for Sahara mister i omegnen af $39 mia. dollars årligt til skatterabatter, hvilket svarer til 2,4% af deres BNP. Det svarer til næsten halvdelen af deres udgifter til uddannelse. Danmark kan bidrage til at analysere skatterabatter og lave politikker og systemer, der forhindrer tilfældige og uigennemsigtige aftaler.
Olie- og mineindustrien: Mange lavindkomstlande er rige på naturressourcer. Men samtidig er olie-mineindustrien den mest korrumperede sektor i verden. Gennem korruption, skatteundvigelser og den lokale elites involvering får landene langt færre indtægter, end de burde få. Det er et enormt indtægtstab, og samtidig er sektoren med til at korrumpere landene og vanskeliggøre de nødvendige politiske reformer. Danmark kan på den ene side støtte landenes transition mod en grøn og bæredygtig energiproduktion, og samtidig arbejde for større gennemsigtighed og bedre beskatning af disse særligt lukrative sektorer.
Skat på den lokale elite: Typisk er skattesystemerne i lavindkomstlande indrettet, så de mest velstående i praksis betaler en meget lille del af deres indkomst i skat, mens fx IMF det sidste årti har presset på for øget moms, der er en skat, som rammer relativ skævt på de fattigste. Danmark kan bidrage til at opbygge systemer for registrering af ejendom for at øge boligskatten, og presse på for mere progressive skatter, hvor de største indkomster betaler en højere andel af indkomsten i skat. Og frem for alt mere gennemsigtighed og bedre administration af skatten, så magtfulde personkredse ikke kan undslippe skat.
Brug skatteindtægten fornuftigt – det er helt afgørende
Hvis de øgede skatteindtægter skal bidrage til at lavindkomstlandene skal komme tættere på verdensmålene, så er det helt afgørende hvordan skattepengene bliver brugt. I værste fald laver lande regressive skattereformer, hvor de rigeste undslipper skattebetalingen, og bruger også skattepengene skævt, så de primært kommer de allerede velstillede til gavn.
Derfor skal Danmark samtidig arbejde for at skatteindtægterne investeres til gavn for de mange, særligt i form af bedre uddannelse, sundhed og særligt investeres i kvinders og pigers udvikling, da vi véd, at det både skaber en mere retfærdig udvikling og bidrager mere til vækst.
Addis Tax Initiative blev fornyet i november 2020, hvor Danmark igen tilsluttede sig den nye erklæring. Her er fokus på progressive skattereformer, der reducerer uligheden styrket. Samtidig har Danmark ved at tilslutte sig initiativet lovet at øge støtten til organisationer, der kan holde regeringerne ansvarlige for både at forbedre skattesystemerne og at pengene bliver brugt gennemsigtigt og til gavn for flertallet. Det handler bla om at støtte kritiske medier, civilsamfund og parlamenter, der kan holde regeringerne i ørerne og styrke den sociale kontrakt mellem borgere og stat.
Udvikling kommer altid indefra i lande. Danmark kan bidrage væsentligt til at styrke skattepolitikker og systemer og de institutioner, der skal sikre at pengene bruges rigtigt. Men i sidste instans er det altid kræfter i landene , der kan skabe forandring og på lang sigt give landene mulighed for at klare sig selv uafhængigt af bistand udefra. Det er disse kræfter Danmark skal understøtte. Det kræver en markant oprustning af dansk bistand til skattemobilisering. Og en markant oprustning af personaleressourcer i Danida, der i samarbejde med fx de nordiske lande kan have en vidensbaseret strategisk dialog og samarbejde med partnerlandene.