Corona-smitten har endnu ikke ramt hårdt i Afrika og andre udviklingsregioner – men det har den medfølgende økonomiske krise. Kriser rammer altid hårdest i de mest sårbare grupper og lande med mindst modstandskraft. Danmark og Europa må vise sin solidaritet.
Endnu har corona-smitten ikke ramt Afrika og andre udviklingsregioner hårdt som en sundhedskrise. Den 15. april havde Afrika 16.200+ registrerede tilfælde af Covid-19 og 873 registrerede dødsfald. Det er positivt, men kan skyldes mangel på tests og kan meget hurtigt ændre sig med fatale konsekvenser. Skrøbelige sundhedssystemer, få læger og sygeplejersker i forhold til indbyggertallet, få respiratorer og et sundhedssystem, der ikke kan håndtere en pandemi.
Mange afrikanske lande har gennemført ’lockdowns’ som vi kender det fra Danmark med anbefalinger om hygiejne-råd og social distance for at begrænse virussen i at brede sig. Men det er noget vanskeligere at holde social distance og hygiejne, hvis man bor i et af de enorme slumområder i de afrikanske millionbyer, hvor familier bor tæt sammen og ofte uden rindende vand, toiletforhold og mulighed for at vaske hænder – endsige få adgang til håndsprit.
Fra Sydafrika, hvor Sundhedsminister Dr. Zweli Mkhize, siger: "Do not panic, avoid crowded places and wash your hands regularly”
’Lockdown’, hvor befolkningen skal blive hjemme, er for mange fattige mennesker ikke en mulighed. Millioner af mennesker lever fra dag til dag af indtægter fra småjobs, gadehandel og andre aktiviteter, der kræver de kommer ud af hjemmet og arbejder. De har ikke en opsparing, der muliggør at de kan undvære indkomst i flere uger og er tvunget til at finde en indtægt, hvis de ikke skal dø af sult i stedet for af Covid-19. Dagens indkomst er grundlaget for dagens måltid. I Indien har regeringen gennemført ’lockdown’, men 190 millioner mennesker er ramt af sult. I Afrika er gennemfører flere og flere lande ’lockdown’, og her er 20% af befolkningen ramt af sult. At blive hjemme i 14 dage er ikke en mulighed for disse mennesker.
Denne tegning cirkulerer på mange afrikanske internetsider
Uanset sundhedskrisen så har den medfølgende globale økonomiske krise allerede ramt udviklingslandene hårdt viser en analyse fra UNCTAD fra 30. marts. I løbet af februar og marts blev omkring $60 mia. dollars trukket ud af udviklingslandene, hvilket er mere end dobbelt så meget kapital som i perioden lige efter finanskrisen i 2008. Samtidig er renterne på landenes statsobligationer steget kraftigt og for en række store udviklingslande er værdien af deres valutaer devalueret med 5-25% i forhold til dollaren, hvilket gør betalingen af den stigende gæld endnu mere uoverstigelig. Turismen, der i mange afrikanske lande udgør mere end 10% af BNP er helt stoppet. Sidst er både eksporten mindsket og råvarepriserne – særligt olie – er faldet med 37% siden 1. januar, hvilket også rammer mange fattige lande ekstra hårdt.
I Danmark EU, Kina og USA er der gennemført stimulus og hjælpepakker. G20-landene lovede allerede i marts $5.000 mia. dollars i stimulus pakker og at de vil gøre ”whatever it takes” for at håndtere pandemien og de økonomiske konsekvenser. Vi kan i Danmark glæde os over en velfærdsstat, der holder hånden under både selskaber, arbejdere og små selvstændige. Danmark kan optage lån til stort set nul-rente til at finansiere stimulus pakker og krisehåndtering.
I udviklingslandene ser det helt anderledes ud. Der er ikke ressourcer til at holde hånden under hverken selskaber eller almindelige mennesker. På lånemarkedet betaler regeringerne 5-15% i rente, men har ikke mulighed for at opretholde lønninger endsige understøtte små selvstændige. Regeringen i Sierra Leone har netop annonceret at lærerne ikke vil få løn de næste tre måneder og at den lovede lønforhøjelse på 30% er sløjfet.
Det meste af Afrika og mange andre udviklingslande står i en fuld økonomisk krise, allerede inden corona formentlig rammer kontinentet stort omfang, hvor vi også vil se en sundhedsmæssig katastrofe. Heldigvis har de fleste lande taget mange forholdsregler på et tidligere tidspunkt i smittespredningen i forhold til Europa og USA. Det kan måske mindske den sundhedsmæssige katastrofe.
Derfor opfordrer UNCTAD til at udforme en finansiel hjælpepakke til udviklingslandene på $2.500 mia. dollars, halvdelen af hvad G20 sikrer til de rigeste lande. Pakken skal bestå af tre dele:
1. IMF skal give trækningsrettigheder på reserverne for $1.000 mia dollars og anvende midlerne som ’helikopterpenge’ rettet mod de mest udsatte.
2. Et akut stop for afbetaling på gæld fulgt af en omfattende gældseftergivelse. Eurodad har beregnet at stop for gældsbetalinger for 69 lavindkomstlande vil frigive $50 mia. dollars i 2020 og 2021. Mere end 60 udviklingslande bruger i dag mere på at afbetale gæld end de bruger på sundhed.
3. En indsprøjtning af $500 mia. dollars i særligt sundhedssektoren og sociale sikkerhedsnet, finansieret som gavebistand.
UNCTAD noterer, at pakken svarer til hvad udviklingslandene skulle have modtaget det sidste årti, hvis de rige lande havde levet op til deres løfte om at give 0,7% i udviklingsbistand.
Det er nu Danmark, EU og andre rige lande skal vise hvad solidaritet vil sige. Vi er nødt til at hjælpe Afrika og andre udviklingsregioner gennem sundhedskrisen og ud af en økonomiske krise. Ellers vil det have uoverskuelige menneskelige og økonomiske konsekvenser for milliarder af mennesker. Mange lande kan blive slået helt ud af kurs på vej mod Verdensmålene i 2030. Samtidig vil det få betydning for os selv, hvis vi har et nabokontinent, hvor en generation af unge ikke kan se fremtidsmuligheder i deres eget land. Deres oplevelse af Europa må ikke blive et stort svigt, da en global sundheds og økonomisk krise ramte os alle.